Gulvforretning udvider med ny fabrik i Vietnam: - Vi bliver meget større
Building Supply - af Malte Vejlund 8. august 2025 05:10
Med ny fabrik i Vietnam øger Ergofloor kapaciteten og ambitionerne.

ErgoFloors nye fabrik ud for Ho Chi Minh City er tre gange så stor som den forrige. Mere specifikt måler den 3.240 kvadratmeter. Foto: ErgoFloor A/S
Ergofloor A/S udvider deres produktion med en ny fabrik i Vietnam.
Fabrikken, som ligger i nærheden af Ho Chi Minh City, Vietnams største by, er tre gange så stor som virksomhedens forrige fabrik. Og årsagen til opgraderingen er klar, hvis man spørger Uffe Mølgaard, ejer af Ergofloor.
- Vi har en klar forventning om, at vi på tre til fem år er meget større, end vi er i dag, siger han. Virksomhedens kerneforretning består i at producere gummifliser ud af gummigranulat. Cirka halvdelen af omsætningen bliver eksporteret til kunder verden over.
Den nye fabrik måler 3.240 kvm og kan producere 13 ton genanvendt gummi dagligt, som det ser ud lige nu. Det svarer cirka til 2.000 dæk til personbiler.
FAKTA: Ergofloor i Danmark og Vietnam
- Ergofloor A/S har på nuværende tidspunkt seks ansatte i Danmark, der står for alt fra
direktion til salg. - Virksomheden har udflyttet det meste produktion til Vietnam, hvor de 60 ansatte
producerer forskellig gulvbeklædning. - Ergofloor har et showroom i to etager i Tørring, Midtjylland.
Fabrikken, der indvies den 17. august, kan egentlig producere op til 25 ton gummi dagligt, men det kræver flere hænder.

Uffe Mølgaard har været del af Ergofloor A/S siden starten af 2000'erne. Foto: ErgoFloor A/S
Fra Midtjylland til Vietnam
Ifølge ejeren har Ergofloor, der hører hjemme i Tørring i Midtjylland, haft bæredygtighed i højsædet siden begyndelsen.
Da Uffe Mølgaard og medejer Michael Moric overtog konceptet i starten af 00'erne, satte de skub på og har siden hen udvidet forretningen. Ikke bare én, men to gange. Første gang var i 2010, da de startede et pilotprojekt i Vietnam hos en lokal partner. Anden gang var i 2017, da en ny og større fabrik blev indviet.
Men det har ikke altid været sådan. For at komme til Vietnam måtte virksomheden først til Kina.
- I nogle år producerede vi i Kina. Men vi oplevede, at kvaliteten dykkede, når volumen steg, siger Uffe Mølgaard.
Derfor faldt valget på Vietnam, hvor husleje og lønninger var billigere. Men det har ikke været uden problemer:
- Vi har oplevet at blive svindlet af folk i ledelsen. Det skal man være klar over kan ske, når manopererer i et land i udvikling. De seneste seks til syv år har vi dog haft en fantastisk ledelse.
Om Ergofloor realiserer deres ønskede vækst, må tiden vise. Men Uffe Mølgaard tror på, at virksomhedens produkt kan lede vejen.
- Verdensmarkedet er så stort, og vores andel af det er så forsvindende lille. Men det er muligt at finde nye kunder, hvis prisen og kvaliteten er i orden. Og det er den.
